Afsked med Alex Mark Knudsen

Efter næsten 25 år som sognepræst i Mern-Øster Egesborg, og sidenhen i Langebæk pastorat, går Alex Mark Knudsen på pension. Det markeres med en afskedsgudstjeneste søndag, d. 19. oktober, kl. 14.00 i Mern kirke, hvor alle er hjertelig velkomne.


Det var 1. søndag i advent i år 2000, at Alex Knudsen som 45-årig præst skiftede hvervet i København ud med embedet i Mern og Øster Egesborg, to landsbysogne der var blevet lagt sammen i ét pastorat i 1974. Hustru Dorte Hedegaard fik embede på Falster og flyttede til Mern under en snestorm i marts 2001, sammen med børnene Erik og Estrid, som kom til at vokse op og have deres skolegang i Mern og omgivelser.

 

Menighedsrådene ønskede en "forandring", og Alex har sat sig for at gøre forkyndelsen til noget, der både var synligt og en "oplevelse".

Han har brugt billeder og slideshows i sine prædikener; sammen med konfirmanderne har han opført dramaspil om bibelens fortællinger; der er blevet holdt udendørs andagter og pilgrimsvandringer, fællesgudstjenester til Kyndelmisse og fællesspisning til Skærtorsdag; fastelavn, sommerfesten og Halloween er blevet til populære arrangementer i samarbejde med foreningerne.

 

Alex har været aktiv i Mern Lokalforum og sunget med i kirkens Sct. Olai kor, og han har også tit været tilstede i nabosognene, hvor han har haft et godt samarbejde med Kalvehave-Stensby og Damsholte, og har afløst til kirkelige handlinger mange steder i provstiet. I den store forandring som coronatiden betød for kirkelivet, fik Alex sammen med kirkemusikerne omstillet gudstjenesterne til et online-format. I 2022 blev Mern-Øster Egesborg en del af Langebæk pastorat, hvorfor Alex også er kommet til at betjene sognebørnene i Kalvehave-Stensby på skift med sine kolleger. I 2023 fraflyttede Alex og Dorte præstegården i Mern, som skulle blive til tjenestebolig for provsten, og de er faldet godt på plads i den gamle skole i Orehoved, som de har sat istand som deres nye bolig.


"Jeg glæder mig til at have mere tid til huset og haven, men jeg vil også meget gerne gå i gang med noget frivilligt arbejde", fortæller Alex om planerne for hans otium. "Når jeg tænker tilbage på min tid som præst, har jeg allermest været glad for mødet med menneskene, om det nu var til kirkekaffe, til begravelsessamtaler eller til vores fælles arrangementer."


Vær med til at møde Alex en (foreløbig) sidste gang, og mindes hans mange år som sognepræst, under afskedsgudstjenesten og den efterfølgende reception, hvor menighedsrådene og Mern Lokalforum vil byde på et glas bobler og forfriskninger.

KURS - Kunne du have lyst til...?

 

Kunne du have lyst til at deltage i KURS?

KURS er KristendomsUndervisning i Roskilde Stift og består af KURS saloner og KURS Akademi.

 

Du kan læse meget mere om begge ved at klikke på nedenstående knapper.

 

Hør mere om hvad KURS er ved at klikke på dette link: HVAD ER KURS?

KURS Saloner KURS Akademi